Henrik Ibsens skrifter

Blandt de mange, med hvilke jeg, på grund af min omflakken isommer, ​er kommen i agterhånden, hvad brevskrivning angår, har ingen i de sidste uger ligget mig så tidt på sinde, som ​Du.

Men lige til igår, da jeg modtog ​ dit venskabelige brev, har jeg siden min tilbagekomst hertil været beskæftiget med en ​gennemarbejdelse af «Fru Inger til Østråt», der skal udkomme i næste måned, og hvorfor jeg har skudt alt andet tilside.

Hvis Du ikke, når Du modtager disse linjer, allerede på anden hånd har fået at vide, hvad min egentlige hensigt var med de gennem den Gyldendalske boghandel fremsendte penge, så lad mig nu sige det.

Tidligt isommer blev mig af en ​herværende inkassator præsenteret en ​veksel trukken på mig af Chr: Busch og lydende på noget over 50 Spdlr: og sammen med denne veksel modtog jeg ​fra herr Busch, et brev hvori han i et par linjer skriver at han forventer jeg «ikke længere vil udsætte med at indfri denne æresgæld». Gælden opgaves at være opstået, dels for indfrielse af ​hin gamle vekselobligation, og dels for renter af herr Buschs udlæg indtil dato. ​Opirret ved herr Buschs grove brev, svarede jeg inkassatorens bud at jeg i øjeblikket ikke vidste, hvor meget jeg var herr B: skyldig, at han aldrig havde krævet mig, og at jeg som følge heraf ​efter vor lovgivning ikke var forpligtet til at betale renter af beløbet; forøvrigt, tilføjede jeg, stod jeg netop i begreb med at afrejse til Norge, hvor det var min agt også at gæste Bergen, og skulde jeg da personlig ordne sagen.

Jeg rejste; men besøget i Bergen blev iår, som Du ved, intet af. Derimod erholdt jeg en af de sidste dage i Kristiania ​et gammelt brev fra herr Buschs tyske inkassator, hvilket længe havde henligget på postkontoret i Dresden (det var nemlig sendt i byposten dernede og adresseret til min derværende bolig.) Heri lå en afskrift af ​din erklæring og jeg truedes med uopholdelig retslig forfølgning, hvis jeg ikke uopholdelig betalte. Nu ​tilskrev jeg straks bemeldte inkassator og lod ham vide, at hvad herr Busch lovligen havde at fordre kunde han hæve hos herr Peter Blytt i Bergen, til hvem den fornødne remisse skulde foranstaltes. Hermed afrejste jeg, og på gennemrejsen gav jeg i København den ordre, ifølge hvilken pengene blev Dig tilstillede. Jeg drog ikke i tvivl at herr Busch gennem sin inkassator vilde blive underrettet om hvor han kunde få sine penge. Dette må han imidlertid ikke have gjort, og derfor står jeg altså for dig som den, der har ​afgjort en gammel vens hjelp og tjenester på en så ​udelikat måde, som ved en taus fremsendelse af et pengebeløb uden et eneste ledsagende ord.

Kære fortræffelige ven! Således havde jeg ikke tænkt at gøre op med Dig. Det havde været min agt nu i disse dage at skrive Dig til om sagen og da tillige få vide, hvor stort ​dit eget udlæg har været. Hvad gør vi nu? Hvis herr Busch melder sig, beder jeg Dig meddele ham det væsentlige af denne skrivelse og tilbyde ham de 36 Spdl 6 Sk: mod at han udsteder en kvittering for at vort mellemværende dermed er afgjort, samt sætter sin inkassator i kundskab herom. Thi det vilde naturligvis være mig højst ubehageligt her at få med rettens folk at gøre. Melder han sig ikke, så beder jeg Dig beholde pengene som afdrag på dit udlæg, hvis størrelse er mig ubekendt. Overhovedet beder jeg Dig, som god ven og forretningsmand, at ordne sagen på bedste måde for mig!

Og lad mig så af hjertet takke Dig for dit brev! Ud af hver linje lyser den noble tænkemåde, som allerede ved vort første bekendtskab drog mig til Dig. Du minder mig om ​sangerfesten i Bergen. Tro ikke, at jeg har glemt vor lange natlige samtale i Logehaven! Du var den første, til hvem jeg udtalte de ideer, som siden på forskellig måde er kommen frem i min digtning. – ​Til næste år er det min bestemte hensigt at komme til Bergen. Er det nødvendigt at jeg, indtil videre, kommer til fremdeles at stå i pekuniær gæld til Dig, så ved jeg visst at det ikke vil have nogen indflydelse på den stemning, hvormed Du tænker på